Strandet

af Kasper Tidemann

Vi skulle fra Chicago til Rochester og fra Rochester til Burlington, der ligger i den grønne stat med de store bjerge, Vermont.

Vi kørte ad snoede veje, gennem mørke skove og åbne højderygge henover den nordamerikanske lægte. Vi strandede ved bredden af Champlain-søen, hvor vi skulle have en færge, der ikke sejlede på den tid af året. Det vidste vi bare ikke før vi ankom.

Så stod vi der med en knugende frustration, uden mulighed for at komme videre. Vi havde skoven i ryggen og vandet foran os. På den anden side lå Burlingtons skyline og ventede.

Vi kørte tilbage syd om søen og ned til en anden færge, der angiveligt sejlede på det tidspunkt.

Færgelejet lå ud til en lille by bestående af et par huse og en vej, der var dækket med et tæppe af efterårets blade. Der var ikke et øje at se nogen steder, hverken på vejen eller bag de mørke, tomme ruder.

Vi havde nået et forladt sted i verden. Sådan et sted, der kan danne rammen om en film om et menneske, der tager helt derud for at finde ingenting og sig selv.

Vi ventede ved færgelejet med lige dele forhåbning og nervøsitet. Solens sidste stråler slog smut i vandspejlet og missede i vores øjne. Og så kom færgen. Og vi kom på den og vuggede over søen og til bredden på den anden side, hvor Burlington ventede.