Spuler fortovet

af Kasper Tidemann

Midt på Market Street sidder der en hjemløs. Han bøjer sig forover. Med rystende hånd rammer han en åre og trykker kanylen ind. Jeg iler hastigt videre som om intet er hændt.

Længere fremme vender jeg mig om og kigger tilbage på en skikkelse, der nu sidder med hovedet lænet bagover og blikket rettet op mod et ubestemmeligt punkt langt væk.

Jeg er nær ved at vælte en lille mand omkuld. Han går rundt og spuler fortovet. Med nænsom hånd sørger han for at hver en sprække bliver rengjort, så byen er skinnende ren. Og jo mere han spuler fortovet, des mere beskidt bliver der.