La Fontaine

af Kasper Tidemann

Man går op ad en trappe og ind til venstre ad en dør, der ikke gør meget væsen af sig. Den kunne lige så godt lede ind til et lagerrum eller et kosteskab. Men det gør den ikke.

Inde bag døren er der improviserede rytmer og boppede blæserlyde, som skiftes til at fylde den lille scene. Stemningen på La Fontaine en frostklar januaraften får sneen til at smelte og fødderne til at vippe.

Det føles som stod man på Close Up 2 i hjertet af Chicago. Men det foregår på Kompagnistræde, midt i et sneklædt København.