“Nattens kulde ånder mig i nakken. Jeg skutter mig. De spredte gadelys er tydeligt uinteresserede. Gaden bliver længere og længere jo flere skridt, jeg tager. Storbyen bliver et stort, sort hul som jeg suges ned i, og jeg kommer først op af det da jeg slår øjnene op næste morgen.

Jeg mødes af en askegrå, nuanceløs morgenhimmel uden for vinduerne. Min kaffe smager ikke af noget, og musikken jeg hører minder mig om ingenting.

Jeg drømmer i farver, ord og mening. Morgensolen over København er gul som pis. Jeg ender med et forsøg på at overdrive en følelse, jeg forcerer frem. Jeg er ekspressiv uden grund. Eller også er jeg netop ekspressiv fordi jeg gerne vil give tingene mere mening end de egentlig har.

Jeg drikker mig fuld. Det sidste jeg nåede at høre var lyden af Bruce Springsteen, som sang til Wendy at han ville dø med hende i et evigt kys, før jeg faldt om i en kæmpemæssig blodrus af en brandert.”