Kasper Tidemann - menneske, udvikler, forretningsmand, verdensmand.
Om at vi intet er uden hinanden.

Nyhedsbrev

Hver måned udgiver jeg et nyhedsbrev om mit arbejde i Tidemann&Co, hvor jeg investerer i spændende projekter, udvikler software og rejser verden rundt.

Jeg vil anbefale at du tilmelder dig, så du kan følge med.

Strandet

Vi skulle fra Chicago til Rochester og fra Rochester til Burlington, der ligger i den grønne stat med de store bjerge, Vermont.

Vi kørte ad snoede veje, gennem mørke skove og åbne højderygge henover den nordamerikanske lægte. Vi strandede ved bredden af Champlain-søen, hvor vi skulle have en færge, der ikke sejlede på den tid af året. Det vidste vi bare ikke før vi ankom.

Så stod vi der med en knugende frustration, uden mulighed for at komme videre. Vi havde skoven i ryggen og vandet foran os. På den anden side lå Burlingtons skyline og ventede.

Vi kørte tilbage syd om søen og ned til en anden færge, der angiveligt sejlede på det tidspunkt.

Færgelejet lå ud til en lille by bestående af et par huse og en vej, der var dækket med et tæppe af efterårets blade. Der var ikke et øje at se nogen steder, hverken på vejen eller bag de mørke, tomme ruder.

Vi havde nået et forladt sted i verden. Sådan et sted, der kan danne rammen om en film om et menneske, der tager helt derud for at finde ingenting og sig selv.

Vi ventede ved færgelejet med lige dele forhåbning og nervøsitet. Solens sidste stråler slog smut i vandspejlet og missede i vores øjne. Og så kom færgen. Og vi kom på den og vuggede over søen og til bredden på den anden side, hvor Burlington ventede.

Alle har 24 timer i døgnet

Jeg tillader mig at citere en titel på et indlæg, som Christian Hammer har skrevet omkring tid og det vi gør med den.

Tiden er vores knaphed og vores rigdom. Vi har aldrig nok af den og altid mere end nok, hvis vi bare bruger den rigtigt.

Tiden er ikke noget sekundært, noget som vi lægger i kurven når vi har overskud til det. Vi er tiden selv, bevægelsen i rummet. Og Christians fortælling om brugen af den er bedre end jeg selv kunne udtrykke.

Det her liv

Verden gennem et sigtekorn. Jeg holder vejret og trækker fingeren tilbage. Et splitsekund og så den øredøvende lyd af geværet, der banker mod min skulder. Jeg er i Snoqualmie, byen hvor Twin Peaks blev optaget. Midt i det hele og langt væk fra alting.

Om eftermiddagen viser North Bend sig som en god rejsekammerat, et roligt stop på vejen hjem fra Seattle til København, der tager os gennem bjergpas og ned ad sideveje, gennem små byer og ud i den vilde natur. Vi kørte ikke den lige vej hjem.

På flyet takker jeg nej til den sædvanlige servering på en plastikbakke. Jeg har fået det, som jeg havde brug for. Det her liv er for vildt.

Rød bymaling

Jeg taler med drengene derhjemme. De skal først til påskefrokost og bagefter på værtshus, klædt i snaps og rød bymaling. Hvis jeg var hjemme, så var jeg taget med.

Bare en dag eller to

Jeg har sovet så lidt de sidste mange dage at det føles som at tage hul på et nyt liv, et nyt kapitel, når jeg først sover ud.

Jeg savner min lille nevø. Onkels lille guldklump. Og så savner jeg ikke at lave noget, at stemple ud, at være offline og at trække stikket, bare en dag eller to.

Herude

Jeg kører gennem Danmark. Snart er storbyens asfalt, larmende liv og hyppige afgange blot en prik i bakspejlet og et dryp i tagrenden.

Jeg kører gennem byer, der ligger så afsides at man kunne leve og dø et helt liv uden nogensinde at blive opdaget.

Det skulle da lige være af postbudet, der altid ringer to gange på døren. Det gør han ikke fordi han har travlt, men fordi han har tiden til at vente. Sådan er det herude.

Johnny

Johnny døde midt på den travlt befærdede vej, der forbinder festivalpladsen med de tusindvis af telte, der peger op mod skyerne i en festivals eufori.

Han fortalte altid om politik og livsanskuelser og de små hændelser. Noget nogen havde sagt, som han var uenig i.

Men han skændtes aldrig, det var ikke hans ærinde. Han spurgte og spurgte igen for at komme ind til kernen af det, som han ikke forstod.

Til hans begravelse blev der spillet Pink Floyd. Shine on, you crazy diamond. Du er med endnu.

Tordentrommer

Drengen med de skrabede knæ sidder på perronen med sin billet i hånden, som han knuger så tæt i de små, håbefulde hænder at papiret krøller og blækket løber ud.

Tordentrommer buldrer i det fjerne. Det lyder som tog, der kommer og går på andre perroner. Drengen kigger til højre og venstre. Han er alene på perronen, bange for at hans tog aldrig kommer.

Sådan er det at være et sted og altid ville et andet hen.

Frihed

Friheden knaser mellem tænderne. Den smager af afgrund og fri fantasi. Den løber spidsrod gennem al den tid, som får os til at glemme al den tid, vi har til at være fri.

Kasper Tidemann